The End Sit tibi terra levis (Latin) - lad det være let for dig jorden Den eneste garanti ting at være sikker på, at hver person, som er det faktum, at hans liv vil ende før eller senere. Aura energi Shell vil forsvinde, mens en skrøbelig krop. Jeg kom til at deltage i hans begravelse i de første dage af sit arbejde på fabrikken. Ironisk nok på denne septemberdag på et sted, hvor en ophævelse af det fotografi, jeg har, i et luksuriøst poleret trækiste lægge krop, omgivet af kranse af blomster med standarden "officielle graffiti" fra management området, og virksomheder. Triste lebezyaschim stemme fagforening udvalgets formand i selskabet læse en lang tale om alle fordelene af den afdøde og faser af karriere vækst. Blandt de tilstedeværende foruden ham var en vagt of Labor, der led af senilitet og alkoholisme. Stående tæt på kolonnen, fuldtidsansatte brandmænd forsøgte at klemme hans ansigt empati er så fremmed for ham. Tæt ved arrangementet var det ikke. De gik til en notar til at dele en stor ejendom tilbage efter døden zazhimistogo og tyvagtige slægtninge. Alexei Petrovich var en genial manipulator. Han vidste, hvem der skal drikke, og nogen at behage, at ville bevæge sig opad på karrierestigen. Time "synlig" respekt og "uigennemsigtig" spil, som tegnede sig for den periode af hans karriere velegnet til eget materiel karakter. Med underordnede Alexei Petrovich var uhøflig og raffineret grusomhed. Mange af hans underordnede var gået til en anden verden langt tidligere, end han. Følelse af frygt for offergørelse han som en Boa constrictor kanin hypnotiseret hende. Ikke overraskende, folk begyndte at undgå kontakt med ham. At opfylde deres sadistiske behov, han altid valgte den mest harmløse og forsvarsløse mennesker. Han syntes især at gøre nar af folk i alle henseender er efterstillet og afhængige. Men, i den sovjetiske tid alle kun interesseret i planen, så den brutalitet af selskabets direktør overordnede, så "blinde øje" og selv placeret ham som et eksempel. Den nye ledelse i selskabet har tilovers underordnede frihed til at vælge beslutningen om at besøge ceremonien. Fordi kun få kom obligatorisk embedsmænd, uden hvem tilfælde ikke var muligt. En linje med tomme busser, tog til sin ubrugelighed i flåden. Og kun den ligvogn, hvor kroppen lå kranse og langsomt kørte til kirkegården. Blandt de kammerater for hans sidste rejse var kun en vagt og en lokal fagforening chefer, som ikke kunne gå glip af chancen for at optage situationen bagefter at drikke stærke drikke. Ankommer til kirkegården, fire tjenere brutalt kastede kisten ind i før-gravet grav, placere den i en vinkel, fordi størrelsen af den grav ikke er sammenfaldende med størrelsen af kisten. Ikke bekymre sig om at lange ceremoni, før en forventet rigelig drikoffer, gravediggers hurtigt kastede hullet med frisk jord og stak et kors med et skilt, som var vedlagt billede er stadig ung, netop modtaget en jobplacering Alexei Petrovich. I løbet af de sidste par år, på tværs formørket, billede falmet i solen, graven var overgroet med græs. Bare en gang, jeg så som bud-hearted gammel dame på mindesmærket uge brød igennem det ukrudt, der på graven af en serviet. Derefter lagt ud på det et par chokolade, kiks og et glas vodka. Måske hun huskede det præcis som det var for mange år siden.